om død og opstandelse på flere planer

Dødens virkelighed

Der var kommet mange for at tage afsked, kirken var fyldt. Kisten vidnede om døden, og gjorde os alle stille. Han blev ikke så gammel, 61 år. Vi var næsten jævnaldrende. Så kommer det pludselig tæt på. Jeg erfarede her, hvor anderledes det er at være en nær ven til afdøde, siddende på kirkebænken og så være præsten, der forretter bisættelsen. Det sidste har jeg gjort i 25 år, og det har til tider også været svært. Men her blev døden så alt for virkelig og nær. En sådan højtidelighed i kirken er som et punktum eller et amen. Døden taler ind i vores liv og sætter sine spor. Vi går hjem igen med de aftryk i sindet. Både i form af den betydning, som afdøde har haft og tomrummet efter et elsket menneske. Der er jo ingen erstatning for vedkommende. Det er et tab, men der er også stof til eftertanke omkring dødens alvor og livets kostbarhed. Vi var en lille gruppe, der samledes privat bagefter bisættelsen til et mindesamvær. Det havde vi brug for. Taknemmelighed blev det ord, der dukkede op igen og igen. Taknemmelighed over alt det, vi havde haft sammen med ham, de spor han har sat i os ved det måde, han var på. Også hans tro på Gud, som han levede af og døde i. Men hvor vil vi savne ham! Tankerne går til de pårørende og hele familien. Kærlighedens pris er stor. At elske et andet menneske og leve sammen i medgang og modgang helt til livets afslutning,

det efterlader en smerte, et savn og et tomrum, der er ubeskriveligt. Alt andet vil være utænkeligt og mærkeligt.

 

 

 

Fra død til liv

”Må din vej gå dig i møde, og må vinden være din ven, og må solen varme din kind, og må regnen vande mildt din jord, indtil vi ses igen, må Gud holde, holde dig i sin hånd!” Sådan lyder en keltisk bortsendelsessalme. Det kan ske, at verset ligefrem står i en dødsannonce og taler sit eget sprog ind i døden. Til bisættelsen, jeg var til fornylig i forbindelse med en nær vens død, havde det været hans eget ønske, at det vers skulle synges i kirken. Også salmebogens pilgrimssalme ”Dejlig er jorden” sang vi, endog som den allerførste salme i kirken. Det havde han valgt som fortegn for dødens virkelighed. Der er således mere at sige om et menneske, end at det ender med døden. Der er en vej fra jord til himmel, sjælenes pilgrimsgang, og ”aldrig forstummer tonen fra Himlen i sjælens glade pilgrimssang!” ja, ”må Gud holde dig i sin hånd!”, indtil vi ses igen. Det er jo også et modtræk mod døden. Det er et håb og en tro på et gensyn, at vi alle må blive eet i Gud i evigheden. Hvordan det skal finde sted, spekulerer jeg aldrig over, for det lægger jeg i Guds hånd, og det har jeg det godt med.

”Størst af alt er kærligheden”, har vi i familien ladet skrive på min fars gravsten. Med årene er det kommet til at betyde mere og mere, og vi holdes fast på det, der er større end døden, nemlig kærligheden, både i himlen og på jorden. Den lever i vores hjerter, i minderne og i de samtaler, vi har om dem, vi har sagt farvel til. Det håbefylde og trøsterige er, at vi også kan sige: på gensyn!

 

 

 

Vi går ind imellem død!

Benny Andersen siger i et af sine digte: ”Jeg har ikke noget imod de døde, nogle af mine bedste venner er døde, det påfaldende er blot deres usvækkede livskraft, modsat adskillige nulevende som er mere døde end levende…Jeg frygter ikke de døde, jeg frygter mere de levende, som godt kan tage livsmodet fra mig, men de døde gir mig oplevelser for livet. Åh hvad var livet uden jer, mine utrættelige vejledere i, hvor levende livet kan være!” Sådan kan forfatteren på humoristisk vis få sagt noget alvorligt om levende og døde. Det, der vækker til eftertanke i denne sammenhæng, er: at ”vi kan være mere død end levende”, skønt vi trækker vejret. Det er jo en livserfaring, vi gør os, at vi ind imellem ”går død”, og trægheden indfinder sig. Energien aftager, og flowet forsvinder. Dagene bliver: ”horisontløse, tomme, klangløse, og i øvrigt grålige. Sådanne dage skal der være , ligesom frost, efterår og selvangivelser!” siger forfatter Thomas Sjödin. Selv om vi helst vil slippe for dem, har de alligevel et formål, tænker jeg. Det kan nemlig ske, at der dukker refleksioner og stof til eftertanke op. Alt sammen noget, som ikke ser dagens lys, når vi har mange gøremål, og det bare kører derudaf. Sådanne kraftløse dage får sjælen en chance for at suge næring af livskilden og falde til ro. Vi kan så ærgre os over ikke at have udrettet så meget, men så må vi trøste os med, at disse stunder gør noget ved os og er slet ikke spildte eller mislykkede. De er bare anstrengende.

 

 

 

Retrætedag!

Retrætedag!

 

”Du skal nyde, før du kan yde!”

 

ved

Jette Dahl, stiftspræst for åndeligt søgende

 

lørdag den 19. november kl. 10.00 – 15.30

i

Treenighedskirken, Esbjerg

 

Velkommen til en dag med tid til eftertanke og fordybelse i en fredfyldt ramme.

 

Program

kl.

10.00 – 10.15                   Velkomst og indledning – kaffe/the

10.15 – 11.00                   ”Du skal nyde, før du kan yde – ikke omvendt!” v/ Jette Dahl

11.00 – 11.30                   samtale i mindre grupper om emnet

11.30 – 12.00                   meditativ fordybelse i kirken

 

12.00 – 12.30                   frokostpause – egen madpakke!

 

12.30 – 13.00                   ”at nyde og være i stilheden” i kirkens rum

13.00 – 13.30                   ”meditativ dans” til musik i kirken

13.30 – 14.00                   fordybelse i et valgt billede

14.00 – 14.30                   samtale i mindre grupper ud fra de valgte billeder

14.30 – 15.00                   meditation i kirken

15.00 – 15.30                   kaffe/the med kage og opsamling på dagen

 

 

Tilmelding skal ske til kordegnen ved kirken: kordegn@treenighedskirken.dk tlf. 75 12 93 73.

 

Det er gratis at deltage, men husk at medbringe en frokostmadpakke!

Alle er hjerteligt velkomne!

 

 

Hold “tøffetid” med glæde!

Hold ”tøffetid” med glæde!

”Hold tøffetid med jeres børn!” lød det fra en del børnehaver til forældre op til sommerferien. Vær sammen med dem og lade dem og jer ”tøffe” rundt. ”Lav så lidt som muligt eller det, der gør jer glade!” Da jeg fornylig talte med min svigerdatter, spurgte jeg, hvad de havde gang i , var svaret: ”Vi holder tøffetid, og børnene elsker det!” – Jeg er blevet nærmest forelsket i det ord: ”Tøffetid”! Det fornemmes så vigtigt at give sig selv og familien lov til at holde tøffetid – med god samvittighed. Det sidste er måske det vigtigste. En aften i kirkens ”Strikke-café” drøftede vi, hvad der kunne ligge i ordet: ”Tøffetid”. Nogle i gruppen havde det fint med at holde tøffetid ved f.eks. strikke om formiddagen, inden pligterne kaldte. Andre lagde kortkabale, spillede på mobiltelefonen, læste en god bog og slappede af på forskellig vis. Vi talte også om, hvor svært det kan være at give sig selv lov til at holde tøffetid med god samvittighed. ”Tænk sig hvis nabokonen kom og så, jeg sad og strikkede om formiddagen og lavede ingenting!” som en engang sagde. Hvad er det, der spærrer i os, så vi har det sådan? Vi kan jo have så meget at gøre og være optaget af, at vi ikke synes, vi har tid til det. Men jeg tror, det handler mere om, at opdragelsen fortælle os ”du skal yde, før du kan nyde”, som ordsproget siger. Prøv alligevel at indføre daglig tøffetid og nyd det. Så får du mere energi til at yde bagefter. Det er et forsøg hver at øve sig i det! Jeg tror, det giver bonus.

 

 

De stille dage

”Der er så meget vi ikke er nød til” er titlen på en ny udkommet bog af den svenske præst Tomas Sjödin (Boedal Forlag 2016). Bare titlen fængede mig og skabte en god lethed i krop og sind. Det er en samling af små avis-klummer, korte tekststykker, som handler om tilsyneladende banale hverdagssandheder. Men forfatteren formår at løfte det hverdagsagtige op i et større perspektiv. Han får os til at se og reflektere over det, vi har, men ikke tænker over. Et af klummerne hedder: ”De stille dage”. Her spekulerer han over, hvilke dage der gør mest nytte på den lange bane i livet. Er det de dage, hvor vi streger tingene ud på to-do-listen i et jævnt tempo og virkelig får udrettet noget? Eller er det de stille, dovne, mere grå dage, hvor vi ikke foretager os noget nyttet, men mest bare er træt? Han er fortaler for de sidstnævnte stille dage, de trætte og også mere anstrengende dage. Ikke den sygelig træthed, men de dage, hvor vi har brugt os selv for meget og derfor er trætte. ”Den slags dage skal der være!” siger han, for de er ikke mislykkede, men tjener det formål, at noget bundfælder sig og slår rod. For sjælen har helt sit eget rodsystem, som har brug for at lave ingenting, for at bore sig ned til det stille grundvand. Hvis alt bare køre videre derudaf , kan det ikke finde sted. Så når en dag går trægt, og vi er trætte, er det helt o.k. bare at være træt og holde ”tøffetid”, som jeg skrev om i går i ”Tænk efter”. Det er på ingen måde en spildt dag, men bare anstrengende.

 

 

 

Der er så meget, vi ikke er nød til!

Det er titlen på en ny bog, som jeg er optaget af. Forfatteren fortælle om sine erfaringer med alt det, vi synes vi skal nå. Hvis du skal se tilbage på dit liv og sige, at du virkelig har levet, så kan du ikke ligge på den lade side, hævder han. Han ser, der er en forskydning her fra taknemmelighed over det, man har fået lov til at opleve til ærgrelsen over det, man hele tiden går glip af. En slags sorg over det ugjorte, skrive han og citerer Euripides ( 400 år f.Kr.) ”Hvis du vil gøre et menneske lykkeligt, så giv ham ikke rigdomme, men tag nogle ønsker fra ham”. Et andet eksempel nævnes, hvor en travl forretningsmand havde tage fri for at rejse langt væk på et kloster for at slappe af. Da han ankom til stedet, blev han ført til et enkelt og sparsomt møbleret værelse, hvorefter han blev orienteret om dagligdagens tider for mad og bøn, og det blev understreget, at alt var frivilligt. På vej ud af døren, vendte han sig om og sagde: ”For resten. Hvis der er noget, du har brug for, så sig endelig til…. Så skal vi lære dig at undvære det”. Et andet sted fortsætte bogens forfatter tankegangen med at se på forskellen mellem at have og at elske. Han leger med ordene på en fin måde og siger: ”Det handler om at gå fra absolut at skulle have alt det, vi elsker til at elske alt det, vi har”. Eller som det stod i et kirkeblad for nyligt i præstens spalte: ”Det er ikke alt, der kan tælles, der tæller. Og det er ikke alt, der kan tælles, der tæller!”

Hjertelighed -vi var bjergtaget og at sanse naturen

Hjertelighed

For to år siden var vores datter et år i Vancuver i Canada som udvekslingsstudent. Det er virkelig sandt, som man siger, at vi sendte en unge pige af sted og fik en voksen kvinde hjem. Det var på alle måder en dannelsesrejse for hende og en oplevelse for livet. Denne sommer har vi alle tre været derover med hende som guide. Den første uge boede vi hos hendes værtsfamilie, som tog imod os med en hjertelighed, der var rørende. De viste i ord og handling, hvor glade de havde været for Julie og omvendt. Vi deltog i det ugentlige Rotary møde, organisationen, hun var sendt ud gennem. Også her blev vi mødt med en åbenhed og glæde, der betog os. Vi kom til at holde af canadiernes imødekommehed, som f.eks.: ”How are you today?” Hvordan har du det i dag? Og vi blive bekræftet i det, som Julie havde fortalt os, at deres åbenhed også viser sig i, at de uden videre kan sige: ”Hvor er din trøje smuk. Den klæder dig!” I butikker og restauranter oplevede vi det jævnligt. Fra vildt fremmede mennesker. Det kom så naturligt. Julie havde fortalt os om, hvor international Vancuver er. De mange religioner og forskellige folkeslag og hudfarve. Det prægede bybilledet. Mænd med turbaner, sikher, hinduer, muslimer, jøder, kristne, side om side i fredelig sameksistens. I det hele taget var det en tryg by at færdes i. Julie havde ingen problemer med at tage alene hjem om aftenen, da hun boede der. De næste to dage vil jeg fortælle om det, der også bjergtog os de tre uger, vi var der.

 

Vi var bjergtaget

Canadas natur er enestående. Det var det, der betog os allermest i de 14 dage, vi rejste rundt i området omkring Vancuver. Når vi ser billeder, vi har taget undervejs, så kan de slet ikke måle sig med det, vi så. Vi havde lejet en bil og kørte fra sted til sted, som vores datter ville vise os. Bjerge på bjerge rejste sig i al sin majestætiske storhed i mange forskellige former og højder. Sne på toppene, skisporssteder, der nu var grønne, som vi tog en gondol op til. Vi så ud over de andre bjerge og dale fra 2 kilometers højde. Gennem hårnålesving gik turen, med bjergformationer af den vildeste slags. Vores motto var: Waw – se der!” – ”Hold da helt op”. Selvfølgelig også fordi, vi herhjemme har så fladt et landskab, at disse kæmpe klipper virkede overvældende. Vi var i ordets bogstavelige betydning: bjerg-taget. Vi oplevede en gletscher mellem bjergene. Her var det aftegnet, hvor meget den var smeltet gennem de sidste 50 år. Vi blev mindet om klimaforandringen. Det, der også var betagende, var de mange smukke søer, dybt blå og irgrønne lå de mellem bjergerne. Folk badede i dem. Vi nøjedes med at stikke tæerne i det meget kolde vand! Vi tog hellere en kanotur på en af dem. Skov, bjerge og søers spejlblanke overflade og stilheden gjorde godt. Dog kunne vi ikke forestiller os at bo der omgivet af høje bjerge på alle sider. Det virkede indeklemt. Så da vi landende på ”Herrens mark” med udsyn over kornmarker og Haderslev Fjord, var vi rigtig hjemme og udbrød: ”Waw!”.

 

 

At sanse naturen

På vores tre ugers rejse i det betagende land, som Canada er, kørte vi igennem store nationalparker, områder med vildtvoksende skove og natur. Vi standse flere steder og vandrede på de veje og stier, der var afmærkede. Et sted var vi på en længere opadstigende tur, langs et storslået vandfald omgivet af bjerge. Der var klippeafsatser, hvor vi kunne få et udsyn opad og nedad, så det svimlede. Et andet sted var der de smukkeste gangstier, passet ind i den omkringliggende skoven og en enorm hængebro over det dybe vand. Det var så populær et turiststed, at vi sneglede os af sted.

Der var noget ærbødighed ved at vandre, som vi tydeligt mærkede. Den storslående, vilde natur gjorde noget ved os. Selv om der var mange mennesker i nationalparkerne, var der utroligt rent alle steder. Der flød ikke med affald eller flasker nogen steder. Canadierne sætter en ære i holde naturen ren. Et sted stod der på et skilt: ”Feeling the nature!” ved indgangen til en af nationalparkerne. Det betog mig at læse det. En påmindelse om at sanse naturen og være bevidst om dens storhed og harmoni, som vi har glemt at respektere. Tankerne gik til det oprindelig folk, som levede i naturen på en ganske anden måde, var indfældet i den og respekterede den. At sanse naturen som på en pilgrimsvandring i stilhed i langsommelighedens takt, kaldte på os. Bare at være, ånde ind og ud i Guds store katedral. Atter hjemme går jeg nu mine ture omkring Præsteskoven ved Haderslev Fjord. Jeg sanser og dufter og ser, ideer opstår og arbejdet kalder.

 

Tænke-pauser

”Tænkepauser”

”Formatet er småt. Tankerne er store” kan man bl.a. læse ved at google ordet ”Tænkepauser”. På 60 sider formidler topforskere fra Århus Universitet deres viden, så de fleste af os kan være med. Det er folkelig formidling til eftertanke. De små hæfter udkommer hver måned med et tema. F.eks. tillid – tro – håb – lykke og livshistorien, 5 emner som jeg kunne tænke mig at byde ind med i en form for samtale-café på et tidspunkt. For det er min erfaring, at det er i mødet med andre mennesker, vi vokser, får indsigt og måske ”flytter os” på en berigende måde. Det kræver, at vi lytter til hinanden, holder en ”tænkepause”, reflekterer over nogle af livets store spørgsmål og også dele dem med hinanden. Hele livet er en øvelse i at være : menneske blandt mennesker. Det lyder enkelt, men det kan være svært: at være sig selv blandt andre. Der ligger til tider så meget usagt imellem os, vanemønstre og roller, selvbilleder og fjendebilleder, misforståelser og overreaktioner, sårbarhed og hårdhed. Nogle er introvert og andre er ekstrovert og meget andet, der til tider hindrer os i at mødes i et åben og rummelig dialog. Netop derfor er det så betydningsfuldt, at vi mødes og dele livserfaringer og holdninger. Når vi tør det, og viser en gensidig respekt og tillid til hinanden, finder vi ud af, hvor meget vi i grunden ligner hinanden bag ved alt det andet. Vi kan have de samme længsler, ting at tumle med, og at vi gerne vil hinanden. Det kræver måske blot en tænkepause.

 

 

Tillid er en grundværdi

Tillidsekspert ved Århus Universitet, Gert Tinggaard Svendsen, deler i serien ”Tænkepauser” ud af sine refleksioner over, hvad tillid betyder. Han fastholder, at vi har en ”særegen beholdning af tillid i sammenligning med andre lande.” Hele vores vældfærdssystem beror på tillid, hævder han. Han citerer Lenin, der har sagt: ”Tillid er godt, men kontrol er bedre” Han skriver: ”Kontrol er godt, men tillid er billigere!” og dokumenterer, at tillid giver markante økonomiske fordele. – Han har forsket i folks tillid til fire vigtige institutioner i samfundet (regering, retsvæsen, politi og administration) og kommet frem til at 84 % af danskere svarer JA til at have tillid til disse institutioner. At udvise og modtage tillid er nemlig rart, på samme måde som det ikke er rart at blive beskyldt for snyd og blive mødt med mistillid. Der ligger en grundværdi i at have tillid til hinanden, også selv om det modsatte findes. Jeg husker fra min studietid på Århus Universitet, hvordan professor Løgstrup holdt spændende forelæsninger om det, han kaldte ”spontane livsytringer”, hvor tillid var en af dem. – Ovennævnte tillidsekspert vækker imidlertid til eftertanke, når han konkluderer, ”at vi sagtens kan rasle nedad på barometret, hvis vi lader kontrolsamfundet råde” og nævner skoleverden, der står i overgang fra tillid til tilsyn. Sygehuse og plejehjem ligeledes og hundrede andre steder i samfundet.

Opskriften på den gode arbejdsplads vil fortsat være: tillid, tillid og mere tillid.

 

 

Håbet er lysegrønt!

I serien ”Tænkerpauser” udgivet af Århus Universitet, er hæftet om ”håb” fremhævet med grøn skrift. I disse dage springer bøgen ud og alt er netop lysegrønt. Det er både livgivende, håbefuldt og dejligt! Det kommer hvert år som sendt fra himlen, for der er altid brug for HÅB. For uden håb vil alt gå i stå. Vores protestantiske reformator, Martin Luther, har efter sigende udtalt sig sådan: ”Selv om jeg vidste, at dommedag kom i morgen, ville jeg stadig plante et æbletræ i dag”. Håbet som princip er forankret i os, skriver forfatteren til håbs-hæftet, ”i en fundamentalt betragtning af vores liv, vores verden og hele vores væren som ufærdige og i bestandig bevægelse.” Håbet er en altid tilstedeværende ”sprække i virkeligheden”. En dyster slægtning til håb er frygten. Frygten for verdens situationen, for terror, krig, for vores børn og børnebørns fremtid og lignende. Frygten og angsten lurer, og der pustes til den i dag. Men håbet ligger også i svøb, springer ud, ja folder sig ud imellem mennesker. Det vil det forhåbentligt altid gøre. ”Så længe der er liv, er der håb”, hedder der som bekendt. Jeg kom engang i en begravelsestale til at sige det omvendt: ”Så længe der er håb, er der liv”! Og jeg kunne i dag tolke det som håbet om det evige liv hos Gud på trods af død, frygt og angst. – I det øjeblik vi holder op med at håbe, mister vi noget af det, som håbet rummer. Det sætter kraft bag vores handlinger og lader os ikke give op, selv når håbløsheden hersker.

 

 

Angsten for at give slip!

Angsten for at gå glip af noget!

En kvinde fortalte mig fornylig om et kursus, hun havde været på. Her opdagede hun, at for hende var det en svaghed at være ”omstillingsparat”. For hun så sig selv som et menneske, der gerne ville det hele. Hun havde svært ved at vælge til og fra, for hun ville nødig gå glip af noget spændende. ”Jeg er for meget ”opstillingsparat”, udbrød hun leende.

Vi er mange, der gerne vil det hele, for der er meget spændende at deltage i eller siger ja til.

Svend Brinkmann, professor i psykologi, skriver i en artikel, at det er opstået en grundstemning i vores kultur, der handler om angsten for at gå glip af noget:

”Vi forsøger manisk at fylde alle mulige intense, spændende og afvekslende oplevelser ind i tilværelsen, fordi vi mener, at det netop er oplevelser, der giver livet værdi. Problemet er dog, at hver gang vi vælger noget til – hvad enten det er et job, en kæreste eller en ferie – vælger vi også noget fra, og angsten for, om vi har valgt forkert og dermed går glip af noget bedre, bliver valgfrihedens naturlige følgesvend.” – ”Vi risikerer at blive evigt utilfredse med det, vi har, når vi tror, at der er en mulighed for at få noget andet.”

En vittighedstegning illustrerer, hvad det handler om: Et gammelt ægtepar sidder på en bænk. Manden spørger sin kone: ”Synes du, vi er gået glip af noget?” Hun svarer: ”Ja, heldigvis da”!

Der er forår i luften, og snart er det sommer. Der lægges ferieplaner. Måske skulle vi overveje Brinkmanns råd: lad os gå glip af noget mere i 2016?

 

 

 

Glæden ved at gå glip af noget!

”Det er svært at argumentere imod det positive ved de mange valgmuligheder, mennesker har fået, men psykologer taler nu alvorligt om »valgfrihedens tyranni« som medaljens bagside: Vi risikerer at blive evigt utilfredse med det, vi har, når vi tror, at der er en mulighed for at få noget andet. Endvidere er valgfriheden også ofte illusorisk: Den er de få beskåret – med ressourcerne til faktisk at vælge og forbruge, hvad de vil -, men tages for givet af de mange, der kun får sig selv at bebrejde, når noget går galt. De har jo selv valgt det”. (Professor i psykologi, Svend Brinkmann)

Vi drøftede ”angsten for at gå glip af noget” i en gruppe, da en deltager fortalte, hun havde læst om en ny bevægelse i USA, der vist hed: ”Less is more”, og hun inspirerede os med ordene: ”Glæden ved at gå glip af noget!” Den gik rent ind hos mig. Jeg har gået med ordene lige siden, smagt på dem og følt en velsignet lethed derved! Det er blevet et helt mantra for mig, når jeg synes, der er så meget spændende at byde ind med og være en del af. Glæden ved at gå glip af noget! Det er jo noget af det, mit arbejde går ud på at skabe rum for: refleksion, sindsro og nærvær og få sjælen med i det, vi gør. Det bliver først virkeligt, når vi indser glæden ved at træffe et valg, forpligte sig på det og se det velsignede i begrænsningens kunst. Det gør en forskel at vende følelsen af utilfredshed til taknemmelighed og at gå fra angsten for at gå glip af noget til glæden ved at gøre det!

 

 

Begrænsningens kunst!

Min svoger er netop fyldt 50 år. I den anledning holdt han en fest og indledte med en tale om at være rundet et halvt århundrede. Han er meget fodboldinteresseret, og det prægede hans fine og humoristiske tale om livets første og anden halvleg. Han sagde bl.a. ”Under første halvleg var der fuld fart på både arbejdsmæssigt og i familien med børnene. En weekend var slet og ret kedelig, hvis ikke man kom ud af huset og oplevede noget. Nu hvor anden halvleg af tilværelsen er begyndt, er det en glæde og en frihed ikke at skulle noget en weekend! ” Ja, alderen kan heldigvis sætte en naturlig grænse for vores udfarenhed.

Personligt synes jeg først, det begynder at melde sig ved at have rundet de 60 år. Men når jeg ser på min aktive mor, der netop er fyldt 90 år, så er der også noget i os mennesker, der stadig vil være virksom. Og heldigvis for det.

I Paradisets Have levede Adam og Eva i harmoni og balance med Gud, sig selv og naturen. Alt var såre godt. Det var inden videbegærligheden og oplevelsestrangen tog overhånd, og de blev fordrevet. Det er en illustrativ fortælling om det at være menneske, gældende til alle tider. Angsten for at gå glip af noget er urgammel, og glæden ved at gå glip af noget skal opdages på ny. Paradisets Have betyder på grundsproget ”indhegning”. Hvor alt er, som det skal være, er der åbenbart en indhegning, ikke som tegn på at nogle er indenfor eller udenfor, men derimod som udtryk for et grundvilkår i livet: jeg skal ikke ville det hele. – Heldigvis da!

 

 

 

3 artikler til eftertanke

Jeg kan ikke længere tro…

Sådan lød overskriften i et kirkeblad. Måske kunne det vække til eftertanke hos andre end mig. Jeg citerer:”Kan det nu også passe, at der er en Gud? Det er på en eller anden måde for stort og ufatteligt og for langt væk fra en dagligdag med udfordringer, bekymringer, glæder og sorger, som fylder vores liv, til at jeg kan forholde mig til det. – Men hvad er alternativet? Det er ikke ”ingenting”, men derimod at tro, at der ikke er nogen Gud. Det er jo også en tro. Så hvad er lettest: at tro der er en Gud, eller at tro, der ikke er en Gud? Jo mere jeg tænker over det, jo vanskeligere bliver det. Hvordan i alverden kan en så forunderlig verden med al dens mangfoldighed opstå uden et intelligent design og skabelse? Hvordan kan kærlighed opstå uden en kærlig skaber? – Jeg kan ikke længere tro, at der IKKE er en Gud – det er for utroligt!”

Det minder mig om en trosbekendelse, som nu afdøde hospitalspræst, Bente Chemnitz, skrev i bogen: ”Er det min skyld eller hvad er meningen?” (1997)

”Jeg tror, ikke fordi jeg har set Gud gribe ind og afhjælpe nød og elendighed… Men jeg tror, fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg ikke kan udholde dette liv, hvis ikke Gud er, som en kærlig himmelsk far, der giver os evigt liv efter dette smertelige. Jeg tror på trods af al bedreviden… Jeg tror den mand, som endte på korset og råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Jeg tror, fordi jeg låner af hans tro på en kærlig Far, også når jeg føjer jorden gudsforladt… Jeg tror, fordi Han døde og opstod ud af den kærlighed”.

 

 

 

Jeg tror….

På baggrund af mit indlæg i går, fortsætter jeg med at reflektere over begrebet tro, og hvad troen retter sig imod. Her er tre citatet til eftertanke for læseren. Teolog, journalist Iben Tranholm skriver:” Når folk siger, de tror på Gud, så er det vel egentlig fordi, de håber, at der findes noget, som er større end dem selv. Jeg tror faktisk, at lysten til at man kunne tro er meget stor i dag. Troslyst og håb er for mig meningsfyldte ajourføringer af det traditionelle begreb tro. Det moderne menneskes tro er mere end diffus længsel end en defineret tro.”

Psykiater og forfatter Finn Skårderud skriver: ”Vi er fuld af længsel, men vi får ikke det, vi længsel efter. Vi føler, at vi har mistet noget, vi aldrig har haft. Man sørger uden at vide over hvad. Mennesket har altid længtes efter noget, efter Gud eller noget uden for sig selv. Længsel har ofte en religiøs tone.”

Den tyske teolog og filosof Paul Tillich skriver: ”Navnet på det uendelige dyb, grunden under al væren, er GUD. Dette dyb er, hvad ordet Gud betyder og hvis dette ord ikke betyder noget videre for jer, så oversæt det og tal om dybderne i jeres liv, om grunden til jeres væren, om det, der for jer virkelig er alvor. Måske må I , for at kunne gøre det, glemme noget af det, I har lært om Gud, måske også selve ordet. For hvis I har erkendt, at Gud betyder dyb, ved I meget om ham. Så kan I ikke mere kalder jer ateister eller ikke-troende, for i kan ikke sige, at livet ikke har noget dybde! At livet selv er overfladisk….”

 

Lad os tale hinanden op!

Hvad er en god kollega? Sådan lød spørgsmålet fra vore tillidsmand til præstesamråd fornylig. Det fik vi et godt oplæg om. Jeg hæftede mig især ved følgende udtryk:” Lad os tale hinanden op i stedet for ned!”

Enhver ved, hvad det vil sige at ”tale ned” til en person eller tale nedsættende om et andet menneske. Det modsatte er at tale hinanden op! Det vil sige, at tale godt om hinanden, huske skulderklappet til en kollega eller et familiemedlem og at være lydhør overfor hinanden på trods af forskellige holdninger. Vi er hinandens arbejdsmiljø!

”Sundhedsvæsenet er blevet en målemaskine”. Sådan lød en overskrift i en avis forleden. Professor emeritus Steen Hildebrandt ved Århus Universitet fortalte om et projekt på en af Rigshospitalets større afdelinger, som han har været involveret i . Arbejdsmiljøet var ikke tilfredsstillende, og det påvirkede både personalet og patienterne. Efter længere tids iagttagelse og undersøgelser, fandt man ud af, at afdelingen var i underskud af venlighed! At man skulle lytte til hinanden og udvise empati virkede så selvfølgeligt, at ingen havde bragt det på bane. Det var alt andet end en selvfølge, udtaler S. Hildebrandt og fortsætter, at det desværre er tendensen på mange arbejdspladser i dag, hvor budgetterne og effektiviteten er under pres. Der sættes sat fokus på det, der kan måles og tælles og ikke på de bløde værdier som meningsfuldhed, følelser og venlighed.

Lad os være mere opmærksomme på at møde andre med venlighed og tale hinanden op!

Lysets lys!

”Ordet er lys, der aldrig har kendt til skygge, aldrig har hersket eller tjent og aldrig er tiltaget eller aftaget. Det er verdensordenens ophav, lysets lys, som i sig bærer lys. For Gud er aldrig vågnet ved daggry, aldrig stået op med morgensolen. Gud har altid i evighed eksisterer”. (Hildegard af Bingen) Julens budskab kan siges enkelt: ”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden….”( Johannes 1,9). Lyset skinner i mørket.

Det er dejligt, at julen falder i årets mørkeste måned. Der er nu tændt lys i gader og stræder, i huse og haver, som vidner om lysets betydning i en mørk tid. Adventskransens lys, kalenderlys og juletræets lys. Vi har brug for denne bogstavelige oplysning, som minder os om lysets lys, det sande lys. Det forbliver ikke blot som et strålende himmellys, men det oplyser ethvert menneske, dig og mig. Det lod sig føde julenat i Kristusbarnet. Derfor fejrer vi jul hvert år på ny.

”There is a Crack in everything, thats how the Ligth gets in…” (Leonard Cohen i sangen ”Anthem”). ”Der er en revne i alting, det er på den måde lyset kommer ind.” Med andre ord: Det er det uperfekte liv, Guds lys finder vej igennem. Det er i sprækker, revner, nåleøjer, grave og nedbrudte menneskeliv, lysets Gud finder vej til helt på sin egen måde. Stjernen over stalden i Betlehem blev ledestjernen for både hyrder og vismænd. ”Vi har og en ledestjerne, og når vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist”. ( salme 136,6) Glædelig jul.

 

Stå fast

”Stå fast” er titlen på en spændende og provokerende bog af professor i psykologi på Ålborg Universitet, Svend Brinkmann. (2014) Det er ”Et opgør med tidens udviklingstrang”, som han hævder gør os blinde for de væsentligste ting i livet som pligtfølelse, værdighed og sindsro. Han gør op med tidens krav om evig omstilling og forandring. Humoristisk og med talrige eksempler tager han afstand fra enhver form for selvudvikling og behovet for diverse selvhjælpsbøger. Han opfordrer os til at tage ”Nej-hatten” på, affinde os med os selv, komme uden om positiv tænkning og frem for alt: holde op med at mærke efter og lytte til mavefornemmelser! Hvis du f.eks. mærker efter i dig selv, at du har trang til at lægge dig på sofaen og spise en mængde chokolade, vil jeg bestemt fraråde dig det, skriver han, sikkert med et glimt i øjet. Han har et godt budskab som modtræk ved at sige: ”Stå fast”, hav selvkontrol . ”Da der ikke findes nogen sikkerhed i en hastigt omskiftelig verden, er det netop op til os mennesker at være pålidelige, så vi kan skabe øer af orden og sammenhæng i en verden, der løber løbsk. For at skabe sådan øer er det en betingelse, at man kan sige nej og stå fast”. På bogens forside er der en tegning af et træs rodnet og forgreninger. Det minder mig om at være forankret, have et hjemsted, hvor jeg har slået rod og hører til. Det giver værdighed og sindsro i en omskiftlig hverdag. Jeg vil dog ikke holde op med at lytte til min mavefornemmelse, for den kan være med til, at jeg tager Nej-hatten på!

Stjernestund og hverdagslykken

Stjernestunder og hverdagslykken

Vi var i gode venners lag. Vi talte om den lille letlæste bog fra i år: ”Lykke” af Christian Bjørnskov, lykkeforsker ved Århus Universitet i serien ”Tænkepauser”. Ifølge forskeren er Danmark et af verdens lykkeligste lande, bl.a. på grund af, at vi er et tillidsfuldt og et tilfreds folkeslag. Ordet lykke er et stort ord. I bogen skelnes der mellem stjernestunder og hverdagslykken. Stjernestunder er øjeblikke, der kommer bag på os og bliver os givet. At stå med sit nyfødte barn i armene eller barnebarn er en stjernestund. At møde et andet menneske og mærke en genklang i en berigende samtale, kan være en stjernestund. At blive mødt af et smil kan være en stjernestund. At vandre i naturen osv. Med hverdagslykken er det noget andet. Det er ifølge forskeren afhængig af ,om diverse bekymringer spærrer for den. Er vi bekymrede mindskes lykken, forsvinder måske helt. Bekymrede for børn og børnebørn, den elskedes ve og vel. Jeg stiller spørgsmålstegn ved, om hverdagslykke overhovedet kan gøres op på den måde. At få børn er en lykke uden lige, men ikke uden omkostninger. Ikke blot evige bekymringer om det går dem godt, men vi står jo gerne på hovedet for dem, også når det koster afsavn, besvær og søvnløse nætter, og alt hvad forældre til fulde kender. På trods af det alt sammen er børn en særlig lykke. Hverdagslykken kan for mig bedre defineres som taknemmelighed, en følelse af velvære og meningsfuldhed. Den styrkes i gode relationer og berigende samtaler.